50 millisekunder er nok til at vurdere et websted
I løbet af blot 50 millisekunder kan hjernen beslutte sig for, om den er interesseret i et websted eller ej. Det første indtryk hænger ved, selvom personen studerer webstedet grundigt.
Et enkelt blik på et websted er nok til at afgøre, om vi kan lide udseendet eller ej, viser forskning udført af forskere ved Carleton University i Canada.
Hjernen skal blot bruge 50 millisekunder eller omkring det samme, som et enkelt billede vises på et almindeligt tv.
– Medmindre førstehåndsindtrykket er positivt, vil de besøgende forlade dit websted, før de overhovedet når at finde ud af, at du måske kan tilbyde mere end dine konkurrenter, siger danskfødte Gitte Lindgaard, der står i spidsen for det canadiske forskerhold, til magasinet Nature.
Korte glimt
Forskerne viste forsøgspersoner korte glimt af forskellige websteder, som forsøgspersonerne skulle vurdere efter blot at have set dem så kort som 50 millisekunder.
Disse vurderinger blev sammenlignet med vurderinger, foretaget af forsøgspersoner, som fik længere tid til grundigt at vurdere webstederne. Forsøget viste, at vurderingerne baseret på de korte glimt lå i god tråd med de grundige vurderinger.
Det skyldes den måde, hjernen behandler nye indtryk og danner sig en hurtig vurdering, som det siden er svært at overvinde.
Denne såkaldte “kognitive bias” skyldes populært sagt, at vi foretrække at blive bekræftet i vores førstehåndsindtryk.
– Det er skræmmende, men tendensen til at fælde hurtige domme er langt mere udbredt, end vi er klar over, siger Gitte Lindgaard til Nature.
Førstehåndsindtryk afgørende
For firmaer, der er afhængige af at få brugere til at benytte deres websteder, kan førstehåndsindtrykket betyde forskellen på succes eller fallit, alt efter brugernes holdning til designet.
En stor del af de kommercielle websteder får op mod 60 procent af deres trafik via søgemaskiner, hvor brugerne bliver præsenteret for en liste af valgmuligheder, der kan gøre førstehåndsindtrykket endnu mere afgørende.
– Du får en liste over websteder, klikker på den øverste og siger så enten “Jeg er interesseret” og giver det nogle få sekunder til, eller også går du direkte tilbage til Google, siger Marc Coudron fra webdesign-firmaet Pod1 til Nature.
Han anbefaler et simpelt design, som ikke er for afvigende i forhold til det førsteindtryk, brugeren forventer.
(kilde: Computerworld)
Leave a Reply
Want to join the discussion?Feel free to contribute!