Danskerne vil ikke undvære internet
Internet har efterhånden overhalet alle andre medier undtagen tv i popularitet, viser ny dansk undersøgelse.
Hvis danskerne kun havde adgang til to medier, ville de vælge tv og internet. Det viser en undersøgelse, som Greens Analyseinstitut har foretaget for dagbladet Børsen. Nettet ligger helt i spidsen, når danskerne bliver spurgt om, hvilke medier der får den største betydning fremover.
»Det er nærmest en almen erfaring, at jo mere man bruger nettet, jo mere får man øje på de mange muligheder. Og de øges konstant. Der kommer hele tiden nye tjenester til som messenger og blogs. Og flere seriøse indholdsudbydere for eksempel af danske film. Så i tallene ligger nok også en forståelse for, at også film og tv kan hentes via internettet – og ses på tv’et. Internettet er jo på vej ud af arbejdsværelset og ind i stuen,« siger chefkonsulent Mette Lundberg fra IT-Brancheforeningen til Børsen.
Den nye undersøgelse omfatter kun personer over 18 år, og det kan derfor tænkes, at nettet havde fået en endnu flottere bedømmelse, hvis den yngre aldersgruppe også have været med.
Medieforsker professor dr.phil. Kirsten Drotner peger på at de nye medier generelt klarer sig bedst, når folk bliver spurgt om fremtidens mediebillede.
»Det skyldes, at de gamle medier er solidt forankret i vores hverdag, mens vi er mere åbne over for, at der for eksempel kan komme nye måder at bruge internettet på,« siger hun til avisen.
(kilde: Dagbladet Børsen)
Leave a Reply
Want to join the discussion?Feel free to contribute!