Mænd og kvinder ser forskelligt på nettet
Ifølge britiske forskere reagerer mænd og kvinder meget forskelligt på websiders design. Langt de fleste hjemmesider appellerer kun til mænd.
For første gang har forskere undersøgt, om kønnet spiller en rolle, når det gælder om at fange brugernes opmærksomhed på nettet. De britiske forskere fra University of Glamorgan konstaterer, at der er meget store forskelle mellem mænd og kvinder.
Faktisk kan man risikere at websites, hvor designet appellerer meget stærkt til det ene køn, kan virke totalt frastødende på den anden halvdel af menneskeheden.
Mænd foretrækker mørke farver, horisontale linier, simpel typografi og kortfattet sprog, mens kvinderne ønsker flere farver og naturlige billeder. Begge køn udtrykker en klar præference overfor sider, der er designet af det samme køn.
Forskerne har undersøgt hjemmesiderne for 32 højere læreanstalter og konstaterer at 94 procent har et tydeligt mandsdomineret præg, mens kun to procent har en klar feminin stil. Og det selvom kvinder udgør mere end halvdelen af de studerende.
»Vi kan konstatere at organisationer ikke tænker over hvordan de kan tilpasse deres websites så de appellerer til hele målgruppen. Hvis dette gælder for uddannelses-institutioner, så gælder det sandsynligvis også for virksomheder som ikke når deres fulde potentiale fordi deres website ikke opfylder brugernes visuelle behov,« siger Gloria Moss, der har gennemført undersøgelsen sammen med statistikeren Rod Gunn.
Som et led i undersøgelsen har forskerne også kigget på hjemmesider for læreanstalter i Frankrig og Polen og fundet den samme tendens til mandsdomineret design.
Samtidig har forskerne undersøgt websites fra fritidsfisker- og kosmetik-industrien.
Det kan næppe overraske, at 77 procent af alle websites til fritidsfiskere er designet af og for mænd, men forskerne blev meget forbavsede over, at hele 78 procent af alle websites i kosmetik-branchen er designet af mænd.
»Den manglende feminine æstetik på kosmetikbranchens websites gør dem mindre effektive end de kunne være. Det er den første undersøgelse, som undersøger dette problem til bunds, og konklusionerne kan få stor indflydelse på, hvordan virksomheder og organisationer designer deres weboptrin. Det er ikke længere nok at tro at et ‘effektivt website’ opfattes på samme måde af alle besøgende,« slutter Gloria Moss.
(Kilde: ComOn)
Leave a Reply
Want to join the discussion?Feel free to contribute!