Danske e-handel for 34,5 mia. kroner

Danskernes e-handel er fortsat i fin form trods negativ vækst i den samlede danske økonomi. Det viser den seneste udgave af DIBS e-handelsindex, der offentliggøres i dag af DIBS Payment Services i samarbejde med analyseinstituttet M3 Research. DIBS e-handelsindex viser blandt andet, at der også fremover er milliarder på vej til e-butikkerne, at både e-butikkerne og de e-handlende forventer øget handel, og at storforbrugerne på nettet står for mere end halvdelen af den samlede e-handel i Danmark.

DIBS e-handelsindex har analyseret e-handlen blandt 4.000 internetbrugere mellem 15 og 65 år i Danmark, Norge, Sverige og Finland, og analysen viser, at hele 96 procent af de danske internet-brugere har brugt penge på nettet inden for det seneste halve år. Dermed placerer danskerne sig helt i toppen af de nordiske lande. Den totale danske e-handel estimeres i analysen til 34,5 mia. kr. årligt.

Fortsat tro på vækst

Både e-butikker og e-handlende forventer vækst i handlen på nettet – hele 61 procent af e-butikkerne forventer et højere niveau fremover, mens der blandt de e-handlende er 26 procent, der forventer at øge e-handlen. Optimismen hos de e-handlende er ikke helt så markant som tidligere. Blandt butikkerne er optimismen (i lighed med tidligere udgaver af e-handelsindexet) større end hos forbrugerne.

For mere end halvdelen af e-butikkernes vedkommende udgør e-handlen under 25 procent af deres totale omsætning. Kun en fjerdedel af e-butikkerne henter mere end 75 procent af omsætningen via nethandel. Den typiske e-butik er med andre ord også aktiv i andre salgskanaler. Markedet er dermed fortsat åbent for store vækstrater de kommende år.

Halvdelen af e-handlen ligger hos storforbrugerne

Storforbrugerne, der har e-handlet for mere end 10.000 kr. i de seneste seks måneder, udgør kun 18 procent af alle e-handlende, men det er i høj grad disse ”heavy spenders”, der er med til at drive e-handlen fremad, idet de tegner sig for 53 procent af den samlede e-handel.

I gennemsnit har de danske e-handlende købt varer for 5.451 kr. det seneste halvår, og mere end hver fjerde forventer at øge e-handlen fremover. Det er især rejser og elektronik, der bliver lagt i kurven, men analysen tegner et klart billede af, at stort set alle varegrupper nu er repræsenteret i nethandlen.

Hvis man har elektronik, tøj, helse- og skønhedsprodukter eller flybilletter på de elektroniske hylder, er der generelt størst grund til optimisme de kommende 12 måneder. Undersøgelsen viser nemlig, at det er disse varegrupper, de fleste e-handlende forventer at bruge penge på fremover.

Kvinder har fået smag for e-handel

Kvinder og mænd handler i dag næsten lige meget på nettet. Danske kvinder har i seneste udgave af e-handelsindexet øget deres forbrug på nettet, og især blandt dem, der har brugt 10.000 kr. eller mere inden for de seneste seks måneder, er kvinderne nu næsten på niveau med mændene. Kvinderne udgør dermed en yderst interessant målgruppe for e-butikkerne.

Lavere priser og bekvemmelighed motiverer til e-handel

DIBS e-handelsindex dokumenterer, at de fleste handler på nettet for at spare tid, på grund af de lavere priser, og fordi nethandlen er uafhængig af åbningstider. De unge er primært fokuseret på lavere priser og et større vareudbud, mens de lidt ældre
e-handlende har større fokus på den indbyggede bekvemmelighed ved e-handel. Lavere priser og billigere fragt vil ifølge undersøgelsen få 60 procent til at øge
e-handlen.

34 procent af danskerne har handlet på et internationalt website de seneste seks måneder. Blandt de danske ”heavy spenders” er der 43 procent, der har handlet på et internationalt website, og dermed ser det ud til, at et større forbrug på nettet også fører til en større fortrolighed med handel på ikke-danske websites.

30 procent af de e-handlende har afbrudt et eller flere køb inden for de seneste seks måneder. De væsentligste årsager hertil er usikkerhed omkring den endelige pris for købet, manglende betalingsformer, mangelfulde oplysninger om varen eller manglende tillid til butikken. Resultaterne giver e-butikkerne værdifulde oplysninger, som de kan anvende til at styrke deres e-handel yderligere.

Ovenstående er blot nogle af konklusionerne i seneste version af DIBS
e-handelsindex, der offentliggøres i dag. Indexet blev første gang offentliggjort i december 2007 og omfatter internetbrugere i Norden (Danmark, Sverige, Norge og Finland) og e-butikker i Skandinavien (Danmark, Sverige, Norge). DIBS, som er Skandinaviens største udbyder af internetbetalingsløsninger, og som håndterer ca. 80 procent af alle Dankortbetalinger på nettet, har udarbejdet undersøgelsen med henblik på at tegne et samlet billede af den danske e-handel. Senere publiceres en nordisk rapport over e-handlen. DIBS varetager mere end 10.000 kunders online-transaktioner hver dag og har et betalingsflow på mere end 45 mia. DKK pr. år.

0 replies

Leave a Reply

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.